Historie

DE REFORMERTE

Da den fransk katolske konge, Ludvig d.14. ophævede religionsfriheden i 1685, måtte de reformerte flygte ud af landet for at undgå de blodige forfølgelser. Eller de måtte lade sig omvende til katolicismen.

PROTESTANTER
Den reformerte lære har sin oprindelse fra de to reformatorer Ulrich Zwingli (1484-1531) Schweiz, og Jean Calvin (1509-1564) Frankrig. På grund af visse teologiske modsætninger og politiske meningsforskelle kunne Luther og Zwingli med deres tilhængere ikke forenes i et fælles evangelisk kirkesamfund.

Som noget afgørende var det for Luther og Zwingli umuligt at nå til enighed i synet på nadveren. Luther fastholdt: brødet er Kristi legeme, vinen er Kristi blod. Og Zwingli stod fast på sit: Brødet og vinen betyder Kristi legeme og blod. Således lærer det reformerte kirkesamfund stadig. Den reformerte lære fik sin endelige udformning på en synode i Paris i året 1559.

I Frankrig ophævede den katolske konge, Ludvig d. 14. religionsfriheden i 1685, og dermed startede en hård og blodig forfølgelse af de reformerte i Frankrig. Det førte til store flygtningestrømme, bl.a. mod nord, nærmere betegnet Pfalz og Brandenburg (Uckermark) i Nordtyskland. Her dyrkede de bl.a. tobak, kartofler og korn med stor dygtighed, hvilket kom til den danske konge, Fr. d. 4.'s kendskab.

Som søn af dronning Charlotte Amalie, havde han arvet sin reformerte moders interesse for denne del af den protestantiske tro. Fr. d. 4. så mulighederne i at få de reformerte til Danmark, dels af økonomiske årsager —tobaksavl — dels for at få øget indbyggerantallet i den nye fæstningsby, Fredericia, ved Lillebælt.

Fredericia er grundlagt som fæstningsby i 1650, idet Fr. d. 3. den 15. dec. dette år gav byen dens privilegier. Disse udvidedes den 11. marts 1682 til at omfatte trosfrihed for alle borgere, idet privilegierne fik følgende tilføjelse:
»Religionens fri øfvelse tilladis en hver som er af Christen tro, om hand endskjønt ej er saa lige den Augsburgiske Confession. Desligeste maa en Synagoge bevilgis for Jøder, som sig der vil nedsette«

På den baggrund forøgedes byens befolkning med jøder, katolikker og reformerte.

REFORMERTE I FREDERICIA
En del af de reformerte der flygtede til Pfalz og Brandenburg blev i 1719, af den danske konge Frederik d.4., inviteret til at bosætte sig i fæstningsbyen Fredericia. Til gengæld blev de lovet religionsfrihed, fik præstelønnen betalt i 10 år, blev fritaget for skat og told i 20 år, fik gratis jord, samt en del andre fordele. Nogle hundrede tog imod tilbudet og bosatte sig i byen som bl.a. avlsbrugere og tobaksplantører.

I 1719 sendte kongen en deputation til Uckermark for at indbyde de franske kolonister til Fredericia. Kolonisterne var interesserede og udpegede 3 personer: Jacob Devantier, Daniel le Blond og Paul d' Arrest til at forhandle på koloniens vegne med den danske regering (kongen) i København. Forinden ankomsten til Fredericia den 29.9.1719, fik de reformerte privilegier med følgende indhold:

1. præsten gageres i 10 år
2. tildeling af jord, herunder 440 havepladser uden for voldene.
3. billigt byggetømmer
4. nybyggede huse fritages for offentlige byrder i det tidsrum der i Fredericia var almindeligt for nybyggede    huse (omfattede også senere ældre, købte huse).
5. kolonisterne selv og deres familie, enten de kom først eller senere,
og enten de nedsatte sig i byen eller på landet skulle fritages i 20 år for told, accise og consumption, samt udtrykkeligt fritages for militærtjeneste.
6. fritagelse af afgift på den avlede tobak i 20 år. Tobakken skulle så være ledsaget af en attest for at være avlet her i landet.
7. medførte møbler og husgeråd indføres toldfrit.
8. ordre til Fredericias kommandant og magistrat om ikke blot at beskytte, men endog af al magt at hjælpe og favorisere kolonien.

Denne resolution fik kongens underskrift den 17. oktober 1719, og blev endeligt udformet som privilegier 15. november 1720. I det første år ankom ca. 100 personer, og flere fulgte. Af familienavne, blandt hvilke mange findes i menigheden i dag, kan nævnes følgende: Armand (Hermann), Betacq, le Blond, Bottelet, le Brun, Deleuran, Devantier, Dufresne, Dupont, Feut, Fournaise, Honore, le Fevre, Louison og Vilain. Senere kom slægterne Desmarais, Dufour og la Pierre (Stein).

Blandt disse familier udpegedes en gruppe forstandere (»ældste«) til at varetage kolonisternes interesser såvel udadtil som indadtil, herunder kirken. Ledelsesformen af menigheden i dag er stadig den samme med et forstanderskab på 6 medlemmer, samt præsten som født medlem. Større beslutninger tages dog på en menighedsforsamling, som er menighedens øverste beslutningsorgan. Det sammenhold samt slægtskab, der kendetegnede kolonien i Nordtyskland, fulgte naturligt med til Fredericia.

KOLONIEN
Arbejdsomhed, gudsfrygt og flittig kirkegang samt ikke mindst sproget, fransk og tysk, blev kendetegnet for kolonisterne, der slog sig ned i Fredericia. Også ved indgåelse af ægteskab afveg de reformerte fra byens øvrige borgere: man valgte en ægtefælle indenfor kolonien eller hentede en hos kolonien i Nordtyskland eller i Frankrig. Hvad angik den sociale forsørgelse klarede menigheden sig også ved egen hjælp, idet der af forstanderskabet blev bevilget økonomisk hjælp til særligt trængende. Desuden rådede menigheden over en fattiggård, den første lå i Prinsensgade, den sidste i Jyllandsgade 72. Sidstnævnte ejendom blev i 1937 solgt til brug for soldaterhjem.

AVL
Som nævnt fik kolonien stillet 440 havepladser samt arealer indenfor volden til rådighed for avl samt græsning for kreaturer. Havepladserne var oprindelig til rådighed for byens borgere til dyrkning af grøntsager til eget brug, og havepladserne var dermed Danmarks første kolonihaver. Imidlertid omgik byens borgere de regler, der var for haverne, og dyrkede disse som marker, hvorfor de reformerte kolonister fik overdraget havepladserne til dyrkning. Ved flittig og effektiv behandling af jorden opnåedes store resultater, idet kolonisterne benyttede følgende effektive metode:

1. altid at holde jorden ren
2. at variere afgrøden af korn fra år til år
3. uophørlig at bearbejde jorden og gøde den hvert femte-sjette år

Disse fremgangsmåder gjorde avlen mange gange større end man kendte til i Fredericia i datiden.

AFGRØDER
At de reformerte havde kartoflen med til Danmark er næppe alment kendt. Udover kartoflen medbragte kolonisterne også forskellige former for grøntsager, f.eks. botfeldske roer, hvede, asparges, artiskokker, kål og bønner. Af andre vækster medbragtes »Dijon-rosen«, en sort, der havde gjort rejsen med fra Frankrig til Brandenburg og videre til Fredericia.

TOBAK
Vigtigst gennem generationer var dog tobaksavlen, der dannede grundlaget for menighedens økonomi. Fra Brandenburg medførte kolonisterne en spids­bladet tobak af typen virginia, »Brandenborger«, men også andre sorter, brasiltobak, også kaldet »bondetobak« blev avlet i Fredericia. Der dyrkedes store mængder og kvaliteten var rimelig. 1. år 1722 nævnes intet tal, men i 1723 produceredes 21.140 pund blade og 4.800 pund spunden (skrå). Hovedparten af produktionen sendtes til København, da fabrikkerne i hoved­staden havde pligt til at aftage Fredericiatobakken og dermed støtte fæstningsbyen.

At tobaksfabrikationen betød noget for byen ses bl.a. ud fra de tal, der viser den omfattende tobaksavl, der i forbindelse med den amerikanske frihedskrig kulminerede i 1781 med en avl på 1.600.000 pund! Af hele den danske tobaks­produktion avledes i 1740erne i Fredericia 50%, frem til 1840 ca. 75% eller mere og i 1850 var Fredericia helt alene om avlen. Efter 1864 gik føringen til Nordfyn og Middelfart, der i 1916 avlede 96-98% af tobakken, og med tobaksafgiftens indførelse ved første verdenskrig sluttede en epoke for såvel de reformerte som Fredericia.

 

 

Et af kirkens vinduer har et glasmaleri af reformatoren Ulrich Zwingli

Et andet af kirkens vinduer har et glasmaleri reformatoren af Jean Calvin

Aftalen er indgået den 28.-29. september 1719, og udgivet den 15. november 1720

Første segl er fra 1. april 1737. Seglet her er fra kontrakt i 1827.

Tobaksplante Fredericia museum