Bygninger

Ved bosættelsen i Fredericia i 1720 opførtes de karakteristiske avlsbrugergårde dvs. egentlige bondegårde med port indkørsel i forhuset, gerne i midten, med en lejlighed på hver side af porten. Gennem portene kom man ind på gårdspladsen, hvor stalde, lader og tobakshuse, hvor de høstede tobaksblade var hængt op på snore i lange lige rækker, var opført. Om morgenen blev kreaturerne trukket ud gennem byens porte til græsning på markerne udenfor voldene og hentet hjem igen inden byportene blev låst om aftenen. I Fredericia ses stadig en del af de gamle bygninger fra menighedens kolonitid. Nogle bygningerne er fredet, skolebygningen og kirken benyttes af menigheden, medens præstegården er i privateje. KIRKEN Det første samlingssted for kolonisterne var en avlsbrugergård i Dronningensgade 52. Ejendommen købtes i 1723 af menighedens første præst Jean Martin til brug for skole og kirkesal. Fra 1725 benyttede kolonien et areal i Dronningensgade til kirkegård, hvor der ligeledes var afsat plads til en kirkebygning. I 1728 havde pastor Martin påbegyndt en kollekt for med tiden at kunne rejse en kirke. Indsamlingen blev intensiveret, og den 2. juni 1735 blev grundstenen lagt af kongens repræsentant, Fredericias kommandant, generalløjtnant Staffeldt. I byggeriet tog også kvinderne aktiv del, idet de slæbte sten, når mændene arbejdede i marken. Påskedag den 1. april 1736 kunne kirken indvies, selv om bygningen endnu ikke var afsluttet. KIRKENS YDRE Set fra Dronningensgade fremstod kirken som et smukt bygningsværk, et stilfuldt langhus, med hvid-og gulkalket liséndelte mure med valmtag, dækket med sortglaserede tagsten. Midt på langsiden mod Dronningensgade fandtes indgangen omgivet af en sandstensportal under en indskriftstavle med Chr. d. 6. og Dronning Sophie Magdalenes sammenslyngede monogrammer, flankeret af 2 »vildmænd«. Endvidere årstallet for kirkens grundlæggelse. Under monogrammerne er følgende latinske tekst: »Denne hellige bygning, en udødelig velgerning af Deres majestæter Christian VI og Sophie Magdalene til Danmark og Norge, befales den udødelige Gud af den Fransk-reformerte Kirkes menighed i året 1735«. Modsat indgangen, på facaden mod øst var en tilbygning, et sakristi med præsteværelse. KIRKENS INDRE Efter reformert skik blev kirkebænkene anbragt på langs i kirkerummet med prædikestolen lige ud for indgangsdøren, hvor man normalt finder en altertavle og et alter. Under 3-årskrigen1848-50 blev kirken, med plads til ca. 300 personer, anvendt til ammunitionsdepot. Efter krigens ophør var rummet meget medtaget, hvorfor det besluttedes at flytte indgangen mod nord og dermed også ændre kirkens indre ved at flytte bænke og prædikestol. Samtidig blev sakristiet på kirkens vestside nedbrudt, ligesom den oprindelige portal mod Dronningensgade blev taget ned. Portalen blev dog atter opsat ved kirkens 200 års jubilæum 1936. Over den nye indgangsportal mod nord sattes en fransk tekst fra Davids Salme 84, der i oversættelse lyder: »Min sjæl ophører ikke med at længes inderligt, ja falder endog i afmagt (af længsel) efter den Eviges (= Herrens) forgårde«. Træder man ind i kirken i dag, ses et enkelt og hvidmalet interiør. Prædikestolen er det centrale i kirken, og under prædikestolen står nadverbordet, i lys eg, en gave fra Fredericia by i 1969 til menigheden i anledning af 250 året for ankomsten. På bordet ligger en opslået bibel, da ordet er det centrale i den reformerte lære — ingen altertavle virker forstyrrende eller distraherende under gudstjenesten. På loftet over prædikestolen ses en svævende due, symbolet på Helligånden, og på væggen er gengivet et malteserkors. Kirkens ældste kalk og disk er skænket menigheden i 1748 af apoteker Ostermann, Ribe. To rum med forhæng, i hver side af kirken mod syd, har til formål at dække en tidligere benyttet indgangsdør for præsten, af hensyn til symmetrien er der opsat to rum. På sydvæggen ses 2 glasmosaikker i vinduerne, med de to reformatorer Ulrich Zwingli og Jean Calvin. De to billeder er skænket omkring 1900 af to medlemmer af menigheden. Til højre og venstre for prædikestolen findes to langsgående bænke ved væggene. Til højre for prædikestolen havde præstefamilien sæde, medens bænken til venstre benyttes af forstanderskabet. Kirkens orgel er fremstillet af Frobenius & Co., kort efter firmaets grundlæggelse i 1909. Orglet er forsynet med 16 stemmer og 2 manualer og er pneumatisk, dvs. drevet af sammenpresset luft. KIRKEGÅRDEN Som nævnt fik kolonisterne stillet et areal til rådighed for kirke og kirkegård. Et besøg på kirkegården i dag giver dokumentation på karakteristiske reformerte navne, ligesom stillingsbetegnelserne er typiske: avlsbruger, gårdejer, vognmand, væver, cigararbejder o. lign. Flere af gravstenene har tysk inskription. Af interessante gravsteder er præstegravene til venstre for den oprindelige indgangsportal til kirken. En enkelt grav kan nævnes, nemlig Jean Marc Dalgas, præst ved kirken 1783-1811, og en meget farverig person. Hans sønnesøn blev den senere så kendte oberstløjtnant Enrico Dalgas, hedens opdyrker. REFORMERT SKOLE Blandt præstegravene findes også Jules Charles Rieu's grav. Rieu var præst for menigheden i årene 1818 til 1821, og til hans fortjeneste hører opførelse af en skolebygning i 1821. Rieu forestod en indsamling til skolebyggeri i såvel ind- som udland, men opnåede desværre ikke at se bygningen i brug, da han døde under en tyfusepidemi i en alder af kun 28 år. Over bygningens oprindelige indgang mod Dronningensgade er opsat en stentavle, med en fransk tekst, forfattet af Rieu, i oversættelse lyder den: "Kærlighed til Gud har ønsket den Bønnen har tilvejebragt den. I Christi navn de fjerneste brødre har besvaret deres brødre Gud alene har æren!" Ved en særlig undervisningsform, »gensidig undervisning«, underviste ældre elever de yngre i grupper under en lærers vejledning, hvorfor skolebygningen kun rummede et stort lokale. Siden blev indrettet tre klasseværelser. Efter lukningen i 1981 fungerer skolen som menighedslokaler. I det største klasselokale er opsat en mindetavle over menighedens velyndere, der også omfatter kongehus og adel. PRÆSTEGÅRDEN Over for skolen i Dronningensgade ligger den reformerte præstegård, der i 1972 desværre af økonomiske årsager måtte afhændes til privat side. Oprindelig blev en ejendom på stedet erhvervet omkring 1735 og ombygget på Fr. d. 5.'s bekostning i 1752. Denne bygning var af træ, men i slutningen af 1700-tallet blev i og uden for menigheden, også i Tyskland og Holland indsamlet midler til opførelse af den nuværende bygning. Både kirke, skole og præstegård er i dag fredet. MINDESMÆRKER Ud over de nævnte bygninger i Dronningensgade findes uden for Nørre Port en granitobelisk skænket af menigheden som gave til Fredericia by ved dennes 300-års jubilæum i 1950. Inskriptionen fortæller om menighedens ankomst til Fredericia og viser navne på reformerte slægter. Obelisken blev afsløret 15. dec. 1952.

Dronningensgade 52, menighedens første samlingssted

Dronningensgade 87, Den reformerte Kirke.

Kirkens kongelige våbentavle blev gen- indviet, af Dronning Margrethe, efter en omfattende restaurering

Kirkens indre efter restaureringen i 1997

Franske slægter og sprog

Den gamle skole bruges nu som møde- og festlokaler

Præstegården er nu i privateje

Obelisken ved 6.julivej fortæller om de mange indvandrefamilier med huguenotnavne fra 1719